Spinella Spinella er en ædelstensdeva - en slags naturånd - ligesom alfer og dryader (skovnymfer). Hendes mor, Lilith, befandt sig over det nordlige Thailand, da hun var ved at blive opdaget af seraferne og ærkeenglene, som var efter hende. Hun dykkede ned i et skovområde, hvor hun gemte sig. Desværre landede hun i en stor tornebusk, hvor hun gemte sig i de stikkende torne indtil mørket sænkede sig. Godt forrevet kravlede hun ud og opdagede, at et lys brændte i nærheden. Lyset kom fra et lille buddisttempel, nærmere bestemt ved foden at en statue af Barm-hjertighedens Gudinde. »Hjælp mig«, hviskede Lilith til gudinden og sank ned ved hendes fod. Lyset blev klarere og pludselig stod gudinden der, lyslevende. Hun rakte Lilith en blodrød sten. »Denne sten er en spinel - den bliver også kaldt »lille torn«, - se, den har samme farve som bloddråberne fra dine sår efter tornenes stik.« Gudinden lagde stenen i Liliths hånd - og se - sårene og blodet forsvandt. »Denne sten standser blod, bortjager vrede og giver dig glæden og humøret tilbage.« Glad og trøstet blev Lilith i templet i skoven og her fødte hun sin lille datter, devaen Spinella, hvis opgave det er at skabe og bevare de smukke røde spineller. Ædelstens-devaer er meget gamle og er ligesom alferne i slægt med mennesket. Men mens alferne (som os) stammer fra Adam og Eva, er ædelstens-devaerne børn af Adams første hustru Lilith og ildens dæmon. Lilith faldt hurtigt i unåde, da hun ikke brød sig om den rolle som Vorherre og Adam havde tiltænkt hende. Hun var en oprører, modsat den mere føjelige Eva. For at undgå Vorherres vrede måtte Lilith derfor gemme sig, og det gjorde hun i klippehuler dybt i jordens indre. Der fødte hun også sine børn med ildens dæmon. Fordi disse børn ikke kunne vise sig i dagslys, blev de meget påvirket af jordens element. De fik derfor til opgave at bygge krystaller og ædelstene af bjergenes og jordens mineraler, samt at bevogte disse skatte. Spinella og hendes søskende har ikke lunger og stofskifte som menneskene. Deres stof-omsætning foregår ved krystallinske processer. De lever i en slags symbiose med de krystaller de laver - hver især er afhængig af hinanden. Devaerne bryder sig ikke om, når vi mennesker prøver at få fat i krystallerne og ædelstenene. De er istand til at fremkalde jordskælv og sammenstyrtning af minegange, hvis de føler sig forstyrret.
|