Sigurd Stærkøkse![]() Sigurd Stærkøkse hører til de ret sjældne, spidshovedede nisser. De stammer fra de norske skove, hvor de er dygtige og bomstærke skovhuggere. De har et praktisk håndelag, hvilket ses af deres store, robuste hænder. Langt tilbage er de i slægt med bjergdværge, men p.g.a. deres udseende, tror mange, at de er en slags trolde, hvilket de slet ikke er - trolde har jo som bekendt kun fire fingre og fire tæer. Deres store glæde ved blanke og skinnende ting har nisserne arvet fra dværgene. De samler sig dog sjældent gods og guld, da de ikke er bofaste ret længe ad gangen - der er en hel del nomadenatur i dem. Når de synes, de har været længe nok på ét sted, bryder de op om natten og begiver sig på vandring. De spidshovedede træffes også i Danmark, især i Vestjylland. De ses også af og til i det vestlige Nordslesvig. De holder mest af at færdes i de egne hvor der er får. For selvom de er ret hårdføre, ynder de - når det er koldt - at overnatte blandt fåreflokke, hvor der er varme og et godt skjul. De er individualister, med et lyst og muntert sind. Det, samt glæden ved musik og dans, er en arv fra de muntre skovalfer, som de også er i slægt med. De spidshovedede nisser bliver, som de fleste nisser, meget gamle - ca. 400 år. En nisse som Sigurd Stærkøkse er 150-200 år, og altså en nisse i sin bedste alder.
|