Luna

Luna

Luna er en lille ædelstensdeva - en slags naturånd - ligesom alfer og dryader (skovnymfer).

Engang var hendes mor - Lilith - tæt på at blive fanget af de serafer og ærkeengle, som Vorherre havde sendt ud for at lede efter hende.

En aften ved fuldmåne fik de øje på hende på en bjergtop. I sin nød anråbte Lilith månens gudinde Selene om hjælp. Denne omskabte Lilith til en månestråle indtil forfølgerne var væk. Af taknemmelighed opkaldte Lilith sit næste barn efter hende, og valgte et af hendes andre navne - Luna.

Luna er født på Sri Lanka, og det er der, samt i Indien, man finder månestenene.


Ædelstens-devaer er meget gamle og er ligesom alferne i slægt med mennesket. Men mens alferne (som os) stammer fra Adam og Eva, er ædelstens-devaerne børn af Adams første hustru Lilith og ildens dæmon.

Lilith faldt hurtigt i unåde, da hun ikke brød sig om den rolle som Vorherre og Adam havde tiltænkt hende. Hun var en oprører, modsat den mere føjelige Eva. For at undgå Vorherres vrede måtte Lilith derfor gemme sig, og det gjorde hun i klippehuler dybt i jordens indre. Der fødte hun også sine børn med ildens dæmon. Fordi disse børn ikke kunne vise sig i dagslys, blev de meget påvirket af jordens element. De fik derfor til opgave at bygge krystaller og ædelstene af bjergenes og jordens mineraler, samt at bevogte disse skatte.

Luna og hendes søskende har ikke lunger og stofskifte som menneskene. Deres stof-omsætning foregår ved krystallinske processer. De lever i en slags symbiose med de krystaller de laver - hver især er afhængig af hinanden.

Devaerne bryder sig ikke om, når vi mennesker prøver at få fat i krystallerne og ædelstenene. De er istand til at fremkalde jordskælv og sammenstyrtning af minegange, hvis de føler sig forstyrret.

Retur til oversigten