Flintocella Flintocella er en deva - en slags naturånd - ligesom sine halvsøstre, ædelstensdevaerne. Men mens disse er børn af Lilith - Adams første hustru - og ildens dæmon, har Flintocella en ganske anden baggrund, selvom Lilith også er hendes mor. Lilith var en oprører. Hun flygtede fra den rolle som Vorherre og Adam havde tiltænkt hende; hun var ikke nogen føjelig Eva. Vorhere blev vred på hende og sendte sine ærkeengle og serafer ud for at opspore hende, og hun måtte skjule sig i bjerghuler og lignende steder. Engang var Lilith blevet jaget langt op nordpå. Hun så ingen gemmesteder i alt det grønne, som var Danmark. Men så fik hun øje på Møns klint og styrede derned. Her fandt hun ly for sine forfølgere, men hun fandt også Klintekongen! Sammen fik de en del børn, hvoraf Flintocella er een af mange søskende. Hun er den yngste og kan sno sin far om sin lillefinger. Med sin rastløse natur brød Lilith op efter et stykke tid, men hendes og Klintekongens børn bor stadig i klinten den dag i dag, hvor de passer på den og alle forsteningerne, bl.a. den lille raslesten »Phlinthocella Resonans«. Det er en svamp som er død, hvorefter der er dannet en kugle-formet konkretion udenom. Ædelstens-devaer er meget gamle og er ligesom alferne i slægt med mennesket. Men mens alferne (som os) stammer fra Adam og Eva, er ædelstens-devaerne børn af Adams første hustru Lilith og ildens dæmon. Lilith faldt hurtigt i unåde, da hun ikke brød sig om den rolle som Vorherre og Adam havde tiltænkt hende. Hun var en oprører, modsat den mere føjelige Eva. For at undgå Vorherres vrede måtte Lilith derfor gemme sig, og det gjorde hun i klippehuler dybt i jordens indre. Der fødte hun også sine børn med ildens dæmon. Fordi disse børn ikke kunne vise sig i dagslys, blev de meget påvirket af jordens element. De fik derfor til opgave at bygge krystaller og ædelstene af bjergenes og jordens mineraler, samt at bevogte disse skatte. Flintocella og hendes søskende har ikke lunger og stofskifte som menneskene. Deres stof-omsætning foregår ved krystallinske processer. De lever i en slags symbiose med de krystaller de laver - hver især er afhængig af hinanden. Devaerne bryder sig ikke om, når vi mennesker prøver at få fat i krystallerne og ædelstenene. De er istand til at fremkalde jordskælv og sammenstyrtning af minegange, hvis de føler sig forstyrret.
|