Amatysta Ametysta er en lille ædelstensdeva - en slags naturånd ligesom alfer og dryader (skovnymfer). Hun er født i Brasilien, hvor hun i bjergene skaber små og store druser, som indvendig er beklædt med de smukke ametyst-krystaller. Hendes mor Lilith kom en sen aften til et bjergområde, hvor der også var vulkansk aktivitet. Hun var trist og råbte op mod stjernene og planeterne: »Hvor længe skal det være min skæbne, at være på evig flugt fra min forfølgere?!«. Der blev pludselig mørkt omkring hende - så et brag og et blåt lynglimt - og foran hende stod Saturns herre - herskeren over skæbnen. Han lignede en ypperstepræst - klædt i den ametystlilla farve, som også kaldes kardinalernes farve - den spirituelle farve. Han sagde: »Det er din skæbne at være på evig flugt indtil du har betalt din skæbnegæld. Den er at bringe skønhed og harmoni til verden - og det har du gjort med de børn, du har sat i verden. En dag snart er din opgave ovre . Når du har sat Rubinia til verden, så vil du få den belønning, der er også er din skæbne«. Således trøstet drog Lilith videre ud i verden. Ametysten er knyttet til troen; den renser krop og sjæl, giver tålmod ved sorg og leder ånden mod lyset. Ædelstens-devaer er meget gamle og er ligesom alferne i slægt med mennesket. Men mens alferne (som os) stammer fra Adam og Eva, er ædelstens-devaerne børn af Adams første hustru Lilith og ildens dæmon. Lilith faldt hurtigt i unåde, da hun ikke brød sig om den rolle som Vorherre og Adam havde tiltænkt hende. Hun var en oprører, modsat den mere føjelige Eva. For at undgå Vorherres vrede måtte Lilith derfor gemme sig, og det gjorde hun i klippehuler dybt i jordens indre. Der fødte hun også sine børn med ildens dæmon. Fordi disse børn ikke kunne vise sig i dagslys, blev de meget påvirket af jordens element. De fik derfor til opgave at bygge krystaller og ædelstene af bjergenes og jordens mineraler, samt at bevogte disse skatte. Ametysta og hendes søskende har ikke lunger og stofskifte som menneskene. Deres stof-omsætning foregår ved krystallinske processer. De lever i en slags symbiose med de krystaller de laver - hver især er afhængig af hinanden. Devaerne bryder sig ikke om, når vi mennesker prøver at få fat i krystallerne og ædelstenene. De er istand til at fremkalde jordskælv og sammenstyrtning af minegange, hvis de føler sig forstyrret.
|